Mange tror, at man altid skal have samtykke for at bruge billeder – men GDPR handler i virkeligheden om sikkerhed og ansvar.
Her får du 11 typiske myter om billeder og samtykke – forklaret kort, praktisk og uden jurasprog.
“Man skal altid have samtykke for at bruge billeder”
Praksis:
Nej, samtykke er kun ét af flere lovlige behandlingsgrundlag. I nogle tilfælde kan billeder offentliggøres på baggrund af en interesseafvejning (fx foreningens almindelige aktiviteter).
Eksempel:
En sportsklub lægger holdfotos fra en kamp på hjemmesiden. Klubben kan vurdere, at offentliggørelsen er saglig og rimelig, og at ingen medlemmer lider væsentlig krænkelse – derfor behøver det ikke ske på baggrund af samtykke. Hvis billedet derimod bruges i en marketingkampagne for klubben, kræves typisk samtykke.
“Samtykke kan gives stiltiende”
Praksis:
Nej. Samtykke kræver en aktiv og utvetydig handling.
Eksempel:
Man kan ikke bare skrive i en invitation: ”Ved fremmøde accepterer du at blive filmet”. Deltagerne skal aktivt give deres ja – fx ved at krydse af i et felt eller underskrive en erklæring.
“JA er nok til at være et gyldigt samtykke”
Praksis: Nej. Et samtykke skal være informeret, personen skal vide præcis, hvad de siger ja til.
Eksempel: En uddannelsesinstitution optager en film til en hvervekampagne og lader de studerende skrive sig på en liste for at give samtykke. Her skal skolen sikre, at de studerende tydeligt er informeret om filmens formål, hvor den skal bruges (fx hjemmeside og sociale medier), hvem der er dataansvarlig, og hvordan samtykket kan trækkes tilbage. Desuden skal skolen kunne dokumentere, at denne information er givet.
“Hvis man først har givet samtykke, kan det ikke trækkes tilbage”
Praksis: Samtykke kan altid trækkes tilbage – og det skal være lige så nemt at trække det tilbage som at give det.
Eksempel: Hvis en efterskole indhenter samtykke til at bruge billeder af elever på skolens hjemmeside, skal forældre og elever til enhver tid kunne tilbagekalde samtykket. Skolen må så fjerne billedet hurtigt.
“Hvis man nægter samtykke, kan man udelukkes”
Praksis: Samtykke skal være frivilligt. Det må ikke have negative konsekvenser at sige nej.
Eksempel: En arbejdsplads vil have billeder af medarbejdere på hjemmesiden. Hvis en medarbejder siger nej, må det ikke påvirke vedkommendes ansættelse eller karriere – billedet skal så blot udelades.
“Et mundtligt samtykke er godt nok”
Praksis: Et mundtligt samtykke kan være gyldigt men kun hvis det kan dokumenteres.
Eksempel: En kommune beder borgere om samtykke til at blive interviewet under et arrangement. Hvis borgernes ja bliver optaget på video, kan det være tilstrækkelig dokumentation for samtykket. Men hvis samtykket kun gives mundtligt uden nogen form for bevis, er det ikke nok. I så fald bør samtykket kombineres med noget skriftligt – fx en underskrift, en e-mailbekræftelse eller en optagelse – så det kan dokumenteres, at personen har givet et informeret samtykke.
“Én samtykkeerklæring kan dække alle formål”
Praksis: Nej. Et samtykke skal være specifikt og opdelt (granulært).
Eksempel: Et mediebureau må ikke nøjes med én samlet erklæring, hvor en deltager accepterer både at være med på billeder på hjemmesiden og i reklamer. Deltageren skal kunne sige ja til det ene og nej til det andet.
“Hvis folk er med i baggrunden af et billede, gælder GDPR ikke”
Praksis: GDPR gælder, hvis personer kan identificeres.
Eksempel: En fotograf tager billeder til en event, hvor deltagere ses i baggrunden. Her skal arrangøren overveje, om billedet er taget som en generel stemningsreportage (ofte lovligt via interesseafvejning), eller om bestemte personer træder tydeligt frem (kræver typisk samtykke).
“Børn kan selv give samtykke”
Praksis: Nej. Børn under 15 år skal som udgangspunkt have samtykke givet af forældremyndighedsindehaver.
Eksempel: En danseskole vil gerne lægge videoer af opvisninger ud på YouTube. Her skal forældrene give samtykke for elever under 15 år. Er barnet 16 år, kan barnet typisk selv give samtykket.
“Når samtykket er indhentet, er man altid dækket ind”
Praksis: Nej. Samtykke skal kunne dokumenteres og skal være aktuelt.
Eksempel: Hvis en virksomhed indhenter samtykke til at bruge portrætbilleder i 2018, kan det være nødvendigt at forny samtykket, hvis billederne stadig bruges i 2025. Samtykke kan nemlig miste sin relevans, hvis formål eller sammenhæng ændrer sig.
“Hvis man ikke siger nej er det et ja”
Praksis: Nej. Samtykke skal altid være aktivt, stiltiende accept er ikke gyldigt.
Eksempel: En arrangør af et event spørger ved eventets start: ”Er det okay, at vi fotograferer og filmer? Hvis ikke, så sig det til fotografen.”
Det er ikke lovligt, fordi tavshed ikke kan tolkes som et ja. Hver deltager skal aktivt give samtykke, og det skal være frivilligt, specifikt, informeret og utvetydigt. I praksis kan dette løses på flere måder: Lad deltagerne vælge placering, fx et område for dem, der gerne vil fotograferes, og et andet for dem, der ikke vil. Brug farvekodede navneskilte eller nøglesnore, så det tydeligt fremgår, hvem der har givet samtykke. Indhent samtykke allerede ved tilmeldingen og kombiner det med visuelle markører på dagen.
Kilder:
Få styr på samtykke og dokumentation – nemt og praktisk.
Med PhotoConsent har du altid et samtykke ved hånden og kan hurtigt få accept fra dem, du fotograferer.
Dette kan ikke fortrydes
Dette valg kan ikke fortrydes, alle samtykker vil blive rykket et niveau op.
Dette kan ikke fortrydes
Tegn tilbage: 300
Skriv emailadressen på den du vil sende til
